2 dages jagt i Sydafrika
af Palle Rist

Vi havde besluttet at tage en forsinket ferie til Sydafrika for blandt andet at tage på fotosafari.
Når man nu har muligheden for sådan en tur, ville man være en dårlig jæger hvis man ikke undersøgte mulighederne for lidt jagt på storvildt når man nu alligevel var dernede.

Vi var af sted i alt 3 uger, og jeg bestilte 2 dages jagt. Og mit ønske var en Impala, en
Wilderbeest (Gnu) og en Warthog (Vortesvin). Det blev den største oplevelse jeg nogensinde har oplevet ikke bare jagtmæssigt, men oplevelsesmæssigt, og jeg kunne blive ved med at fortælle om turen fra nu af og til jueaften. Så her vil jeg nøjes med kort beretning fra de 2 dages jagt.

Det var begyndelsen af sommeren, så der var blade på buske og træer, så det var lidt svært at spotte dyrene, men den første dag pürschede jeg efter Impalaer, Wilderbeest, Zebraer og Kuduer, og hvad er mere spændende end at opdage et friskt løvespor og vide, at jeg var den eneste der var bevæbnet.

Jag havde korte bukser på, og jeg skal lige hilse at sige, at det gør utrolig ondt, når man skal kravle på den Afrikanske stenslette, og jorden er omkring 50 – 60 grader varm. Det lykkedes næsten at komme på skudhold, men hver gang flygtede dyrene.

Lige pludselig stoppede hunteren, og han sagde: "Palle se der henne" - og ganske rigtigt ca. 30 meter foran stod verdens største bøffel og stirrede olmt på os. "Palle," sagde han. "Du får aldrig sådan en chance mere i dit liv, du får aldrig en chance for sådan et stort trofæ, der findes simpelt hen ikke større bøfler. Hvis du vil have den, er det din."

Jeg så lidt på den gennem riffelkikkerten, og heldigvis hviskede jeg til ham: "Hvad koster det at skyde sådan en?" "75.000 Rand (ca. 75.000 kr.)," sagde han. "Jeg tror jeg kun kigger på ham," sagde jeg.

Så begyndte tyren at fnyse og skrabe med forbenene og se truende på os, og ud trådte koen og en kalv. Han prustede lidt endnu, vendte om og så forsvandt de. På fotosafarien bagefter så vi masser af bøfler, men aldrig nogen så store som ham.

Vi pürschede en Kudu, og jeg havde den også for, men selv om hunteren sagde jeg skulle skyde tøvede jeg, for der var grene og blade i vejen og den forsvandt.

Den næste dag skulle vi prøve et andet område der vat dobbelt så stort. Vi kravlede op på et lille stenbakke, og spotteren (en neger) sagde, at der gik en flok Wilderbeest ude i horisonten. Jeg kunne ikke se nogen, og selv med min gode kikkert tog det lidt tid inden jeg så dem som små prikker ude i horisonten. De har utroligt gode øjne.

Nå ned til bilen. Køre ind til ca. 1 kilometer fra dem. Og så pürsche ind på dem. De opdagede os,
så vi måtte finde andre. Sådan gik hele formiddagen. Lige inden vi kom på skudhold, forsvandt de.

Ved frokosttid kom der 2 Kuduer for, og jeg lagde an til at skyde. De stod fuldstændig stille, og så fik jeg for første gang i mit liv bukkefeber. Jeg kunne ikke få vejret og riflen gik op og ned, og jeg kunne slet ikke styre den. Afrikaneren og hunteren lå flade af grin, og oveni købet blev det optaget på video. Så heller ikke dyr denne gang.
 
Photo Omkring kl. 15, fik vi pürschet på en flok gnuer, og hunteren sagde, at den næstsidste var en tyr. Sigte på den. Og kuglen af sted og væk var hele flokken. "Du fik ram på den," sagde hunteren, "men ikke perfekt." Vi fandt skudstedet, og der var tydelig schweiss som vi fulgte et kvarters tid. Som hunteren sagde, en Wilderbeest er et af de mest skudstærke dyr i Afrika. Efter ca. 20 minutter afgav jeg fangstskuddet, og jeg havde nu ret til at kalde mig storvildtjæger. En rigtig flot Gnu.
Jeg blev nu overmodig, og sagde at nu ville jag have min Kudu. Vi pürsched et par flokke, men kom ikke rigtigt til dem indtil ca. et kvarter før lukketid. Der stod 150 meter fremme en flok Kuduer, og da jeg lagde riflen op, løb flokken. Undtagen den sidste buk, der hovent stod og troede den var urørlig. Skuddet lød, og også denne forsvandt. Men vi fandt den efter ca. 5 minutter.
Det viste sig, at det var den største Kudu der var skudt i det område i 2004 og se selv på billedet. Den er ret stor.

Photo

Så respekt for den gamle ”Storvildtjæger” fra Sydafrika. Hvis der er nogen af jer der tænker på at tage på jagt i Afrika – Så gør det, I vil aldrig fortryde.

Fortryde gør jeg heller ikke, men hvor Søren skal jeg have min hovedmonterede Kudu hængende.

Kilde: BJF-Bladet - Marts 2005